Tvis, september 2000

Team Tvis Holstebros Fanklub
har brug for dig!

Fra sæsonen 2000/01 indleder håndboldklubberne Tvis KFUM og HH90 et elitesamarbejde ved navn Team Tvis Holstebro. Det bedste herrehold spiller i ligaen, mens damerne er i 1. division. Målet er at stabilisere sig i toppen af dansk håndbold og danne et solidt fundament for både elite og bredde i henholdsvis TTH og moderklubberne.

For at skabe optimale og festlige rammer omkring vore elitehold på Idrætscenter Vest vil TTH skabe en fanklub, der har som formål at støtte de bedste herrer og damer samt styrke fællesskabet i Tvis KFUM og HH90. Vi håber, at vi med din og mange andres opbakning kan gøre Idrætscenter Vest til en fæstning med et engageret hjemmepublikum og en blå-rød-hvid farvepragt af TTH supporters.

Vi opfordrer alle HH90’ere, Tvis KFUM’ere og andre håndboldinteresserede til at melde sig under dragens vinger. Prisen for et års medlemskab af fanklubben er kun 50,- kr., og for dette beløb modtager du disse goder:

  • rabat på TTH-merchandise (halstørklæder, huer, caps, trøjer m.v.).
  • en gratis, brugt spillertrøje.
  • 4 årlige nyhedsbreve om hvad der rører sig i TTH og i fanklubben.
  • billige og gratis busture til udekampene.
  • en plads i den festlige Blok F til hjemmekampene på Vest.
  • et medlemskort og en spillerplakat.

Hvis du vil være medlem af fanklubben, skal du udfylde vedlagte girokort med navn og adresse og indbetale 50,- kr. på giro eller til opstartsmødet eller hjemmekampene på Idrætscenter Vest. Du må gerne skrive flere navne på girokortet og så indbetale et tilsvarende beløb.

Opstartsmøde 23/9 kl. 13.00 på IC Vest   I forbindelse med ligaherrernes første hjemmekamp lørdag den 23. september kl. 15.00 mod FIF afholdes der stiftende møde i fanklubben. Mødet begynder kl. 13.00, og programmet er som følger:

  1. En velkomst og en forfriskning til de fremmødte.
  2. Præsentation af fanklubben og det nye merchandise.
  3. Salg af medlemskaber og merchandise samt udlevering af gratis trøjer.
  4. Opstilling af kandidater til fanklubbens 7 mand store bestyrelse.
  5. Valg af bestyrelse.
  6. Valg af navn til fanklubben (se bagsiden).

Efter mødet er vi klar til at skabe en festlig stemning til kampen mod FIF. Hvis du er interesseret i at yde en indsats i fanklubbens bestyrelse, skal du ikke tøve med at give dig til kende ved opstartsmødet eller ved at kontakte Hans Henrik Hjermitslev på tlf. 8615 7416 / 9743 5075.

Vel mødt blandt dragens væbnere.

Team Tvis Holstebro, Anno 2000, Pride of the West