»Hele Danmarks Bondehold« er en hjemmeside om en flok vaskeægte bonderøve, der rendte rundt og spillede håndbold i den lille flække Tvis, engang tilbage i slutningen af 1990'erne.
De håndboldspillende bonderøve fra Tvis var slet ikke så ringe endda, for de spillede med om mesterskabet i landets fineste række. Det gjorde de ganske godt, og jeg kan love, det var noget man var stolt af på de kanter. Der var garanti for en god håndboldsnak hos købmanden Freddy og hos Martin på bodegaen.
De fine resultater og den overvældende succes på håndboldbanen, gjorde at den lille og atmosfærefyldte hal i Tvis efterhånden blev for lille til de mange tilskuere. Derfor flyttede man hjemmebanen 14 km mod nordvest til det store og moderne Idrætscenter Vest, eller bare »Vest« som det blev kaldt i folkemunde
Nok havde den nye hjemmebane nogle fortrin frem for den gamle, men den manglede nu engang Tvis Hallens stemningsmættede atsmosfære. Og mange savnede nok også resultattipskonkurrencerne i Tvis Hallen, hvor man kunne vinde en god, gammeldags købmandskurv skænket af købmanden Freddy.
Med den nye og større hjemmebane kom der flere tilskuere til kampene. Det varede ikke længe før en gruppe af de lidt yngre beboere i Tvis fandt ud af at organisere sig i en fanklub. Dengang, længe før TV-kameraer og klappepølser invaderede de danske håndboldhaller, var fanklubber endnu et ret ualmindeligt fænomen i dansk håndbold.
Fanklubben blev døbt »De Rød-Hvide Bønder« og den skulle blive en af landets første og største af slagsen, med op mod 150 yderst bondske og stemningsskabende medlemmer. Søndag efter søndag var fanklubben klar på lægterne, for med musik, sang, skrig og skrål, at skabe den bedste stemning der endnu har været til nogen dansk håndboldkamp.
Men som bekendt varer intet evigt. Efter kort tid indtraf en række begivenheder, der førte til fanklubbens nedlæggelse. Først og fremmest gjorde de håndboldspillende bonderøve det rigtig godt på banen. Denne sportslige succes lod klubbens driftige ledere ikke passere upåagtet forbi, så i ekspansionens hellige navn lod de Tvis KFUM danne holdfællesskabet »Team Tvis Holstebro« med den gamle arvefjende Holstebro Håndbold 90.
Håndboldklubben fra Tvis fik nye ledere, nye klubfarver, nye spilledragter, kort sagt en ny identitet. Det samme gjorde »De Rød-Hvide Bønder«, der blev nedlagt, for i stedet at genopstå som »Flammen«, et navn der fint referede til det ildspyende dragehovede i det nye klublogo.
Dengang, tilbage i slutningen af 1990'erne, var hjemmesider endnu ikke hvermandseje, og der var langt imellem de gode af slagsen. »De Rød-Hvide Bønder« ville også lege med, og lavede med »Hele Danmarks Bondehold« en hjemmeside hvor de frit kunne revse og rose de håndboldspillende bonderøve fra Tvis.
Og hjemmesiden blev god, hvis vi selv skal sige det. Den blev rost i både øst og vest, i de kun femten måneder den levede. Men man kan stadig opleve den varme, engagerede stemning der var omkring håndbolden i Tvis i senhalvfemserne. Stemningen lever videre i sin egen beskyttede tidslomme, fyldt til randen med rendyrket bonderøvsnostalgi!